Asteria

Smittet: 

Nej

Synopsis:

24.07.88
Et lille stjerneskud kom frem på himlen, sommer natten var varm, da min mor født mig, dog var det ikke helt ude problemer, i det det lille hus. Det var ikke på hospital jeg blev født på, men i hjemmet. Dog kom hun hurtig afsted til hospitalet efter fødslen, men vi begge overlevet heldigvis, ved ikke hvad min ældste søster ville gøre, hvis hun skulle passe mig af en alder på 13 år, som den ældste person i min søskendeflok, jeg selv tredje led af familien.

01.03.95
Det morgen, kan dufte morgenvarmen, og foråret er på vej, fuglene synger og kvidre som de bedst kan. Min familie bor ikke længere i sammen land som før, da min far endte i fængsels, hvad han gjorde kan jeg ikke huske, men det var i hvert fald slemt nok til min mor flygte fra vores land. Savner den fugtig luft og regnskoven der var vores nabo.

05.07.01
Det var som kroppen var gået i chok, alt den smerte der strømmer igennem hver enkelt celle i kroppen, smerte var pinefuld og den ville ikke stoppe. Selvom jeg ikke var fysisk tilstede, da kroppen gik i shock, Så husker ikke rigtig, hvad sket med mig. Kan huske bip lyderne fra hospital udstyret, der bippet hvert 1 min, mener jeg, kunne ikke hører stemmer, der snakkede omkring, det lød som en mumle fra tøvende. Men det var underligt, efter smertehelvede jeg var igennem er stoppet, kan ikke mærke min krop, det underligt, det så mærkelig at ikke kunne mærke nogen form for impulser, der løber igennem mine årene.
 

19.07.01

Der gået 2 uger før jeg slog øjnene op igen, kan huske det skarpe lyse, der næsten blinde mine øjne, så i ren refleks kniber jeg øjnene sammen. Husker lægerene der snakkede omkring min tilstand, og den genoptræning jeg skulle havde, men det blev aldrig det sammen igen, følelsen i min krop var som nogen eller noget havde trukket stikket ud, det var bare tomt. Lægerne sagde jeg godt kunne levende, da jeg godt kunne bevæge mig tildeles, efter 2 uger i koma, skulle der genoptræning til.

22.11.08

Vejret er kedelig gråt og kulden er bidende, sidder ude for mit telt på en af de mange øvelser, her hvor jeg flyttede til er der nogen der smittede med noget der hedder asteria, det gør folk kan noget ud over det særvanligt. Har meldt mig ind i specifickstyreren for at hjælpe staten med det her kæmpe problem, det ikke til at tro det, men de smittede gemmer sygdommen godt, alt for godt. Dog er jeg aller gladste for jeg har en fortid i marine, så jeg kan hjælpe staten, med at fange de her folk, og mon ikke vi gør det på et tidspunkt.

Jason Crandell Senna