Asteria

Smittet: 
Ja. Indtil videre har Abel haft pudsige oplevelser med ild og lider af generel dårlighed såsom forkølelse og influenzalignende symptomer – disse varierer dog næsten fra dag til dag. 

Synopsis: 

Jeg var ikke ret gammel dengang de hentede hende. Så lille, at mindet efterhånden afspilles med et sløret filter henover min nethinde. Men lyden af skrig og gråd står stadig krystalklart og ind i mellem når jeg ligger vågen om natten, sender det kuldegysninger ned gennem min rygrad og hele vejen op gennem armene og ud i fingerspidserne. Der går ikke en dag hvor ikke jeg tænker på hende. Hvor er hun? Hvordan har hun det? Lever hun? Forbudte spørgsmål, alle sammen, der i stigende grad har skabt kold atmosfære.

Selvom jeg på mange måder afskyr min far, kan jeg ikke benægte at jeg i den grad er hans søn. Det er på grund af ham, at jeg er blevet født med gode kort på hånden og jeg har i sinde at spille dem på den bedst mulige måde efter egen evne. Og det har heller ikke altid været nemt at kontrollere mig, især ikke når man har et en offentlig overflade af et liv. Eksempelvis når man totalskader en spritny BMW X4 og ender i detentionen. Så begynder hele kæden med at få ringet til de rigtige mennesker der trykker på de rigtige knapper så man kan vade ud igen som en fri mand og det eneste bevis er skrammerne man har erhvervet sig fra en smadret forrude. For statsministerens søn er ikke kriminel, han er mindst ligeså meget en mønsterborger som sin far og derfor håndterer vi tingene bag lukkede døre i hjemmet. At tro han gennemgik alt det besvær for min skyld, er naivt. Han har et offentligt ry at beskytte og han er formodentlig i så rigeligt dårligt lys i forvejen; en søn i uføre hjælper ikke på nogens CV.

Han mener jeg karrieremæssigt bør gå i hans fodspor, men det kommer ikke til at ske; jeg er ikke nogen kontormus der skal presses ned i et jakkesæt. Der hvor jeg i sandhed vil gå i hans fodspor er ved at være min egen bedste ven. Jeg sætter en ære i ikke at lade mig tryne, og tyr til at skubbe folk væk for at bane min egen vej. Hvis du har noget skidt på dig, er jeg ikke bange for at bruge det imod dig. Om det gør mig til et dårligt menneske ved jeg ikke, men i vores verden er der ikke meget rum til at tage sig af andre end sig selv. Især ikke nu.