Asteria

Smittet:

Nej

Synopsis:

,,My mom allways used to tell me, just be yourself. And when I was little it sounded so strange, because I was like, how can I be someone else, right?” - ,,But when she got sick. It was like the floor just felt from under my feet and I’ve been running ever since. And now I can’t find my way back..”

 

Født ind I en velhavende familie manglede jeg aldrig noget, hverken materielt eller immaterielt, selvom mange ville forvente en stor mangel på sidste nævnte. Mine forældre og særligt min mor lærte mig at være mit eget individ, med støtte og moderlig kærlighed. Jeg udviklede hurtigt egne meninger og en stærk personlighed! Jeg lå i toppen af alt jeg involverede mig i både i og udenfor skolen. Det lyder måske meget rosen rødt og sukker sødt, den perfekte familie med den perfekte datter. Sygdommen ramte som en kold spand vand, min mor nægtede at gå i behandling for sygdommen. Tiden lige efter hendes død og begravelse den husker jeg ikke meget af. Jeg valgte i stedet at flygte, men fra hvem eller hvad vidste jeg ikke den gang.

 

,,There was a reason that she was so romantic about the moon. It never asked her questions or begged for the answers, nor did she ever have to prove herself to it. It was always just there – breathing, shining, and in way most humans can’t understand: listing.”

 

Selvdestruktiv blev et ord som bedst dækkede tiden efter min mors død. Jeg blev ligeglad med alt og alle, mine interesser ændrede sig og det samme gjorde mine bekendtskaber. Min far forsøgte ihærdigt at holde sammen på vores familie og holde mig på rette sti, men vi begge var i sorg og ude af stand til at give hinanden pladsen og støtten til at bearbejde den. Den perfekte familie blev vigtigere end nogensinde for min far og hvor der før intet pres havde været til at være den perfekte datter, blev jeg nu kvalt i det. Vreden og trodsigheden slog i stedet rod i mig og jeg begyndte at pjække fra skolen og stikke af hjemme fra, oftes uger af gangen, for at drikke mig fra sans og samling, ryge mig skæv eller måske tage en pille eller to, alt sammen i selskab med alle de forkerte personer. Grænser blev rykket og nye blev til og ikke altid for det bedre, men jeg lærte hurtigt at jeg var et naturtalent af en lommetyv. Som tiden eller nærmere årene gik blev mit hjem fremmed for mig og gaderne mit nye hjem. Kun af nødvendighed søgte jeg til mit gamle hjem, hvor forståelsen ikke længere mødte mig.

 

,,It's ironic how you feel most alive, when your heart skips a few beats."

 

Min tid på gaden i dårligt selskab, vækkede lysten at have en finger på pulsen og det eneste sted, hvor den lyst blev indfriet, hvis ikke ved at have svært ved at skelnede dit fra mit. Så ved at opdage parkour og free running, løb var trods alt den eneste af mine fritidsinteresser jeg holdt fast i fra før min mors død. Det var den eneste ting, hvor jeg virkelig følte mig fri og særligt ved en løbetur om natten. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange gange jeg har været tæt på at blive fanget eller komme alvorligt til skade. Jeg blev fanget i et adrenalin sus og blev umættelig.

 

,,Death leaves a heartache no one can heal.”

 

Årene gik fra min mor tabte kampen mod sygdommen, min tid på flugt, fra mig selv og det liv der havde været. Men livet på gaderne er ikke let og jeg blev træt, nogle ville påstå der også var noget hjemve. Langsomt begyndte jeg at få et forhold til min far, igen. Skønt intet blev helt det samme så startede vi på en blank side. Siden blev nu aldrig skrevet færdig.. Sygdommen ramte ny store dele af landet og verden man kendte ændrede sig, min far valgte at blive en del af modstanderne. En af de første også en af de første til at falde. I det, som havde været mit hjem som lille eller resterne af det ventede jeg i dage. Ventede på at min far skulle komme hjem igen, men aldrig kom han. Rygter spredes som steppeild og rygtet om hans død ramte også mig. Har du nogensinde hørt en person skrige sig hæs af sorg?