Asteria

Smittet:

Nej

Synopsis:

De store brune øjne lukkedes i det hånden blev lagt om faderens håndled. Den lille lyshårede pige så ikke på, da hans arme blev trukket om på ryggen. Hun rykkede sig i stedet tilbage ind bag døren som havde hun aldrig været der eller aldrig set de to sortklædte vagter slæbe afsted med hendes far. Det var en slags vane - det med at se, hvad skete, når hun var blevet lagt i seng. De havde aldrig opdaget hende, men hun sneg sig altid op for at titte ud af sprækken mellem dør og karm. Hendes far og papmor lavede aldrig det helt store, men den lille pige fandt ro ved at betragte dem snakke sammen eller hjælpes ad med kryds og tværs. nogle gange var hendes far ikke hjemme, så sad papmoderen og kiggede ud af vinduet eller skrev på et eller andet. Det gav hendes ro i maven at se deres aftenlige rutiner og hun følte hun kendte dem endnu bedre ved at vide med sikkerhed, at de ikke forsvandt når hun sov. Men den aften gjorde han. Han forsvandt. Også forsvandt papmoderen 4 uger efter. Hun blev aldrig ført væk, hun forsvandt ud i den blå luft.

​