Asteria

Smittet:

Nej
Synopsis:

Troothless Joe’s Trailerpark - Douma, 2008

Hr og Fru Laverne fra trailervogn nummer 139 havde netop samlet de tomme øldåser sammen, og skulle til at gå beduggede og tilfredse i seng, da nabovognens spektakel igen øredøvede den ellers fredsommelige baggrundslyd af cirkader og alligatorers sagte kald. De mange skurvogne som var pænt parkeret side om side, var for længst gået til ro, og summede mest af små energislugende køleskabe, eller lyden fra kommentatoren under gårsdagens Nascarløb. Netop det løb, som gjorde, at den ellers noget urodannede, uciviliserede trailorpark lå øde hen, og som havde fået dennes beboere til at søge udenbys, for at kunne opleve løbet i levende live, i stedet for på de latterligt små tv-skærme med bøjede antenner for oven, der altid syntes ikke at kunne sidde godt, når først løbet gik i gang. ,,Jeg tror det er datteren denne her gang” tittede Fru Laverne forsigtigt igennem persiennerne på bagsiden af vognen, hvor hun og hendes mand tidligere havde nydt hver deres frostmad til aften. ,,Det er sådan en skam. Hun er kløgtig – Den kløgtigste af alle fem børn” kvidrede hun bekymret videre, i den tykke sydstatsaccent, der ville kunne have fået selv Albert Einsten til at lyde som en sinke. ,,Den gode herre foroven må have glemt at fordele visdommen ud iblandt alle børnene. De børn får én til at spekulere over, om nogle mennesker alligevel stammer fra aber” faldt Hr Laverne til snakken bag sin avis, og med fødderne mageligt placeret på en koskindsbeklædt fodskammel. Trods han ikke var ældre end 53, havde årene ikke været gode mod ham, og hans hud emmede af dybe rynker, lige som han fløjtede når han snakkede, på grund af sine manglende tænder. De, der endnu havde overlevet manglende tandhygiejne og et overforbrug af hjemmebryg og hjemmerullede cigaretter, var så medtaget, at de alligevel burde blive rykket ud. Hans accent var – om muligt – endnu tykkere end hans kones, og gjorde dem til det perfekte eksempel på hvordan et redneck par så ud i de amerikanske stater. ,,Nu går hun Lloyd!” hvinede Fru Laverne bag persiennerne, mens hun tog sig til munden i forfærdelse – nøje beholdende den ene hånd på persiennerne så hun kunne smugkigge med efter, hvad der skete hos naboerne. ,,Det har hun truet med hver dag de sidste fem år nu” kløede Hr Laverne sig i det buskede, sølvgrå skæg, der aldrig havde set skyggen af en kam eller en trimmer. ,,Hun vender om om lidt” ,,Lloyd, jeg tror den er god nok denne her gang! Hun har en stor taske over skulderen, og er hele vejen ude nu! Hendes stakkels mor ser helt udkørt ud” ,,Mon ikke det bare er fra at have spyttet endnu en lille djævel ud i sidste måned? ,,Lloyd!” Hr Laverne forblev stille, velvidende at næste skældsord om naboernes børn ville resultere i, at blive slået over nakken med hans egen avis. ,,Nu går hun altså – hun er helt nede ved trailerparkens udgang, og hendes mor og stedfaren er stoppet med at følge efter hende. De står og råber fra vognen af. Han ser voldsomt fuld ud- Nej, nu skvattede han sku i snusspanden! Lloyd, gå lige ud og hjælp ham” jappede Fru Laverne sin mand op af stolen, og den selv noget beduggede, trætte ældre herre kom på benene, for at redde trådende ud iblandt naboerne. Datteren var dog ingen steder at finde. Hun var væk, og de så hende aldrig igen.

 

Askara Ungdomsfængsel, 2010

 ,,Maybelle Lucilla Coleman. Ved du, hvorfor du er kaldt ind til samtale?” selvom fængselsinspektøren så streng ud bag de halvformede, små briller og det krøllede, højtopsatte hår, var der en vis bekymring og omsorg at skimme i de opalgrønne øjne. ,,Fordi jeg snart skal ud?” hævede den unge kvinde på den anden side af bordet på det ene øjenbryn, mens hun forsøgte at holde hænderne sådan, at de kolde stålhåndjern om håndleddene føltes så behagelige at have på som muligt. Hvilket mislykkedes fuldkommen. ,,Fordi du skal ud meget snart” bekræftede inspektøren, hvis blik per automatik gled ned af den unge pige, for så igen at fæstne blikket mod hendes. ,,Ved du hvor du skal bo? Har du penge nok? Kan du klare dig?” begyndte et væld af spørgsmål, der syntes at prelle af på den blot syttenårige pige i håndjern, der stirrede tilbage mod inspektøren i et blik af ligegyldighed. ,,Har du altid sådan nogle samtaler her med alle pigerne?” fnøs hun i stedet i et smil af afsky over den pludselige trang til omsorg og at beskytte. Det var der fandme ikke nogen, der havde vist hende hidtil. Så de skulle absolut ikke forsøge at vise hende det nu. Faktisk slet ikke nu. ,,Du er et specielt tilfælde, Frøken Coleman” inspektøren holdt sin mund åben et øjeblik efter, mens hun fiskede efter de næste ord, hun behøvede at sige. ,,Det er vel ingen hemmelighed, at vi ønsker, at du vender dit liv. For alles bedste” forsøgte hun i stedet for, i en rømmen, hvilket fik den unge pige til, at knytte sine hænder i irritation. ,,Jeg har et sted at bo, og jeg kommer ikke ind at sidde igen. Det var ikke engang min sky-” hun tav, da det var en kliché, som alle i de orange dragter sagde, og hun nægtede at være endnu én af dem. Men til hendes forsvar, så var det vitterligt ikke hendes skyld. At hendes håbløse ekskæreste havde bedt hende vente et sted, mens han hentede mad, og hun pludselig blev arresteret af et vel af betjente, var vel for pokker ikke kriminelt. ,,Frøken Coleman-” sympatien i inspektørens stemme fik det til at løbe koldt end af ryggen på Maybelle. Hvad troede hun var? En reservemor? En der faktisk bekymrede sig om sine indsatte? Det var jo til grin. ,,Dit liv kommer til at ændre sig for altid nu. Det er vigtigt for os, at du er klar til, hvad der venter dig. Både for dig… Og barnet” inspektøren nikkede sigende ned mod den begyndende bule, der efterhånden ikke var til at skjule i den ellers faconløse, orange dragt. ,,Jeg skal ikke have noget barn!” insisterede Maybelle, mens hun i ren refleks forsøgte at lægge sine arme over kors i protest. Et forsøg der igen blev forpurret af de åndssvage håndjern. ,,Jeg skal muligvis føde et barn – men jeg skal ikke /have/ et barn” tilføjede hun udpenslende, efterfulgt af et irritabelt fnys. ,,E-er du sikker? Det er en stor beslutning, at bortadoptere sit barn” ,,Det er en stor beslutning at gennemgå en graviditet i en fængsel omgivet af vanvittige teenagepiger og, der er så fokuseret på at fortælle, at de forstår én, at de glemmer faktisk at lytte, og fatte hvad det er der skal forstås. Jeg har allerede meldt det – Barnet skal væk så snart det er ude. Ingen kontakt, ingenting” hævede hun stemmen, hvilket fik de to fængselsbetjente bag Maybelle til at træde et skridt frem hver, i en advarende mine. Noget hun let opfangede, med deres raslende nøgler i bæltet, og lyden at de tunge lædersko mod det ellers nøgne betongulv. ,,Som du vil, Frøken Coleman. Lad mig endelig vide, hvis du ændrer mening. Det er ikke mange kvinder, der kan klare, at blive adskilt fra et barn de har båret på i ni måneder”. ,,Det er ikke mange der kan klare at blive kasseret af først forældre, så en uduelig ekskæreste, og nu af systemet – Men her er jeg” et lille, bittert smil dannede sig i mundvigen af den unge pige, inden hun rejste sig fra stolen. ,,Kan jeg gå nu?”.

 

Askara Statshospital, 2010

,,Du klarer det så flot, Maybelle! Bare et par pres mere, og så er hun ude” roste den unge jordemoder den endnu yngre pige i sengen, med benene hejst i bøjler, og svedperler piblende ned fra hendes pande, mens hendes mundviger var sprukket af at skrige så højt. Havde hun vidst, at det havde gjort så ondt at føde, havde hun valgt at få en abort, uden tvivl. Men abort var for længst blevet for sent, og nu lå hun her, i en kæmpe suppe af smerte, vrede over at skulle igennem hvad hun var uden ham, som havde placeret hende der, og som end ikke vidste, hvad han havde gjort, og sidst men ikke mindst, den hårde men nødvendige forberedelse på, at skulle skubbe den klump fra sig, der havde været en del af hende de sidste otte måneder. En måned før tid, havde klumpen ikke kunnet vente længere, og havde insisteret på at ville melde sin ankomst. Der var intet omkring den, der var belejligt, eller nemt. Men så igen var halvdelen af den også rendyrket ondskab og svigt, lige som sin far. Generne var ikke ligefrem på staklens side. Så meget kunne Maybelle trods alt godt erkende. ,,Hvis I ikke snart får den ud af mig, så myrder jeg en eller anden” knurrede Maybelle bag sammenbidte tænder, inden hun igen måtte udstøde et skrig i smerte. Et par lange sekunder senere, blev lyden af hendes skrig erstattet med barnegråd, og en lettelse lagde sig over fødselsstuen. En lyd, som fik Maybelle til straks at trække sine ben til sig, og lægge sig om på siden, langt væk fra kilden til lyden af gråd. ,,Hun er så fin, Maybelle.. Er du sikker på, at du ikke vil se hende? Prøv at holde hende l-” ,,Nej” ,,Men.. Er du sikker?” ,,Få hende væk” hun var sikker på, at hun aldrig havde hørt sin egen stemme lyde så kold og direkte. Der var gået omkring tre timer, da lægen gik sin daglige runde, for at se til alle de nyfødte siden sidste gang, han gik samme runde. En runde han aldrig havde fundet kedelig, fordi den mindede ham om alle de nye begyndelser, han var del af. Og som endnu en del af runden, gled hans øjne over navneskiltene der hang over de lyserøde, oftest sovende ansigter, som de lå side om side i deres krybber. Ét barn fik ham dog til at stoppe op i forundring, da det lyserøde skilt over barnet, var blankt. ,,Sygeplejerske” kaldte han halvt over skulderen, mens blikket alligevel forblev på barnet. ,,Hvad er der sket? Er moren død?” spurgte han, mens en sygeplejerske i mintgrønne scrubs og et stetoskop om nakken nærmede sig. ,,Nej, sir. Hun… Hun vil ikke have barnet… Det er en ung pige, der kun lige er fyldt atten” forklarede sygeplejersken, mens hun omhyggeligt forsøgte at skjule foragten i sine øjne. Lægen, en mand i fyrrerne med kulsort hår og blå øjne, så længe ned mod den lille, skrøbelige pige i krybben, inden han uden yderligere ordudvekslinger rakte sygeplejersken de journaler han ellers havde knuget mellem hænderne, og samlede i stedet pigen op. ,,Før mig til moren” mumlede han, mens han forsigtigt vuggede det sovende barn.

 

Smiley Apartments – Askara, 2017 

,,Moar…. Moooaaaaar” kaldte den lille, spinkle pigestemme med stor kedsomhed og alligevel glæde i stemmen, som hun bøjede sig ind over sin sovende mor, og prøvende pustede hende i ansigtet. Drastiske midler måtte tages i brug, når hun var vågen, og hendes mor sov. ,,Læg dig under dynen, Rhea.. Jeg har kun sovet i…” Maybelle slog søvndrukkent øjnene op, mens hun famlede ud efter sit vækkeur, og vippede det mod sig, og opdagede, at hun alligevel havde nået at sove i seks timer. Og når hun arbejdede den halve nat, var det faktisk ganske pænt, at Rhea ikke havde vækket hende før. ,,Kan vi lave noget sjovt i dag, mor? Kan vi?? Kan vi??” hoppede den lille pige op og ned på stedet, ved sengekanten, mens hun ivrigt ventede på, at hendes mor stod op. ,,Definer ’sjovt’?” gabte Maybelle, mens hun holdt sig for munden, og trak sin trøje over armene. ,,Vi kan… Fodre ænderne?” foreslog den lille pige håbefuldt, mens hun kneb sig i kinderne, for at styre sin begejstring. ,,Så skal vi helt til Marlinshire” forsøgte Maybelle at skjule endnu et gab, mens hun lirkede sine fødder i sine sutsko. ,,Du siger selv, at frisk luft er godt mod anfaldene.. Desuden-” den lille pige stoppede sig selv, for i stedet at skæve ned mod sine egne fødder, iført alt for store, hjemmestrikkede sokker. ,,- Er det lang tid siden vi har været udenfor lejligheden.. Fru Morgan er sød, når du er ude og arbejde, men.. Jeg savner, at vi to laver noget sammen”. Hvis der var noget, der kunne skære Maybelle i hjertet, var det, at den lille pige følte, at hun ikke fik nok opmærksomhed. Siden lægen ved fødslen bragte Rhea tilbage til Maybelle, var hele hendes liv blevet vendt op og ned. Det had og det svigt hun før havde følt, var alt sammen skyllet væk af en overvældende kærlighed til hendes datter. Hendes datter, som hun siden da, havde gjort alt i verden for, at beskytte og sørge for. Muligvis havde de ikke mange penge, nej, og faktisk boede de i lidt af en skodlejlighed i den fattige del af Askara, med et lille værelse til Rhea, mens Maybelle sov på en sovesofa i stuen, men datteren havde alt hvad hun havde brug for. Bortset fra sin mor, om aftenen, og natten, når hun arbejdede. ,,Ved du hvad? Marlinshire lyder som en fin idé” smilede Maybelle til sin datter, mens hun blidt trykkede hende på næsen med sin pegefinger, inden hun kom på benene. Hun havde, når alt kom til alt, selv sagt, at frisk luft var godt mod Rheas anfald. Det sagde lægerne i hvert fald, og det var som om, at intet andet hjalp. Om frisk luft hjalp, var hun ikke sikker på, men det skadede i hvert fald ikke. Og hun var ret sikker på, at de begge trængte til lidt klimaforandringer.

 

Blue Moon – Livingsgard, 2017

Klokken havde rundet de elleve om aftenen, og Fru Morgan havde afløst den unge kvinde, så hun kunne drage afsted mod Livingsgard til endnu en aften og nat ude. Turen derhen var egentlig ikke så lang, i hvert fald ikke på vejen ud. Vejen hjem var langt mere pinefuld, fordi hun var træt, og havde akut brug for at sove. Og at sove i transporten, var langt fra en god idé. Der skulle ikke meget til, før hele aftenen og nattens kontante løn ville blive stjålet fra hende. Og dét havde hun på ingen mulig måde råd til, at gennemgå. I nattegadernes spinkle belysning, fortsatte den unge kvinde længere og længere ind i Livingsgard. Over alt famlede forskellige mennesker rundt, mange af dem allerede fulde, skæve eller på anden måde påvirket. Et par kvinder i netstrømper og lårkort nederdel passerede hende i en svag fnisen. Hvad de fniste af, var Maybelle ikke sikker på. Når alt kom til alt, var der ikke meget sjovt over et liv i en evig rus af stoffer og andre ligegyldigheder. Og metoderne for at nå dertil var alt andet end sjov. Maybelle slog øjnene ned, inden hun drejede om af en mindre gyde der opstod lige før en mindre kø af mænd, oplyst af blå neon foroven. ’Blue Moon’ knitrede oplysende, og reklamerede for klubbens eksistens. ,,Du kommer for sent” knurrede en gigantisk mand, lænende sig op mod den kolde mur, med en stor, fed cigar i munden. Gløden lyste det bryske ansigt op i en rød kulør, mens den tykke røg afskyggede hans utilfredse mine. ,,Toget var forsinket – det var ikke min skyld” mumlede hun fraværende som svar, mens hun tog i dørhåndtaget til bagindgangen. Den enorme fyr smækkede en af sine arme ned foran, spærrende af for døren, inden han i stedet hævede hånden, og holdt den om hagen på hende. Han stirrede længe ned på hende i en uforståelig grublen, inden han tilfreds smilede. ,,Lad det ikke ske igen” truede han endelig, og Maybelle trak ansigtet til sig, med blikket stift i hans. Uden at bryde øjenkontakten, tog hun igen i døren, og lukkede sig selv ind. Lyden fra den høje bas inde fra selve lokalet hvor kunder var begyndt at dukke op, kunne høres igennem den dør, der adskilte kunder fra personale, som på sølle vis var forsøgt lydisoleret. Trods interiøret iblandt kunderne var forsøgt velholdt, kunne man ikke ligefrem sige det samme, hvor kun personalet opholdt sig. I alle hjørner havde tapeten løsrevet sig fra væggene, og lugten samt luftfugtigheden vidnede om, at der var svamp og andre ubehageligheder der florerede rundt. Alle pigernes spejle bar brune plamager, som tegn på, at de havde eksisteret i evigheder, og burde være erstattet for længst. På Maybelles plads, ved hendes spejl, havde hun sat et billede op af Rhea – Hendes måde, at minde sig selv om, hvorfor hun fandt sig i det arbejde hun havde, hver dag. På det andet hjørne af spejlet hang en farverig, festlig bh i stroppen. ,,Chess.. Du er på om en halv time” kaldte en lyshåret halvnøgen ung pige, i et forpustet smil, mens hun kortvarigt stak hovedet ind af døråbningen. Maybelle nikkede, og sendte et smil tilbage, inden hendes blik igen fandt sig selv i spejlet, og hun en enkelt gang sukkede. Noget godt var der dog ved, at smide tøjet for penge. På scenen – hvor ironisk, og nedladende jobbet kunne være – var hun urørlig. Der var ingen der kunne røre hende, og hvis de så meget som tænkte tanken, blev de smidt ud på hovedet først. Hun var i sikkerhed, hun var i kontrol, og det var en følelse, der havde vist sig at være både sjælden og værdifuld i den unge kvindes liv.