Asteria

Smittet:

Ja, Han kan bevæge sig ultra hurtigt end hvad øjet kan se, dog når han kommer til skade, forsvinder skadende hurtigere end normalt. Han for ofte nogen black outs og har ingen energi i kroppen.

Synopsis:

Husker skriget fra en kvindelig stemme, da jeg var barn. Jeg må ikke havde været særlig gamle, da det sket for husker ikke særlig meget, udover den kvindelig stemme.

​

Det næste jeg husker er jeg hos en mand, der søger for min opvækst, han var nu sød nok imod mig, men ikke min far, han snakkede tit om mine forældre var blevet slået ihjel, men han var ikke sikker på om det var sandt, jeg boede hos ham. Omkring mit ophold hos manden, som var temlige velhavende, han søgere for alt fra undervisning til opførelse. Ved ikke hvordan det lykkes ham at kunne håndter mig, for ved jeg ikke var let, jeg prøvede altid finde en vej ud hans hjem, da mine hormoner kom i udbryde, og det var der det startede, jeg begyndt og få black outs, men også det her med tingene gik i slowmotion, mine reflekser blev bedre, når slowmotion træd til. Men husker ikke helt hvordan, optræder eller hvordan jeg blev smittet. 

​

Min tid hos manden er slut, han har søge for et job til mig, nogle ville ønske de fik det andre ikke, det ikke altid rart og kigge på døde personer, eller til den sag undersøge dem, men det giver godt, det er vigtig, det har jeg fået lært, man er sin egen lykke smed. Men noget nærer mig, vil gerne vide hvem mine forældre er, hvorfor har de aldrig været en del af mit liv, eller har de? Sommetider hører jeg kvindens stemme, der snakker til mig, men alt forandre sig altid i et skrig. Må bare levede i nuet og prøvede glemme skreget, eller lede videre.