Asteria

Smittet:

Ja. Thomas er smittet. Hans sideeffekt er at kunne forbinde sin bevidsthed med nettet (usikker forbindelse a la bluetooth, kan spores hvis han ikke først går gennem sin egen computer som han nærmest altid har med sig). Han kan arbejde hurtigt over forbindelserne ved at benytte både bevidsthed og underbevidsthed men kan ikke bare komme ind alle steder. <>Han bliver let overanstrengt og når han gør bløder han ud af diverse åbninger (fx næse, ører, øjne) og bliver han ved med det han laver leder det ofte til at han mister bevidstheden.

Synopsis:
Thomas bruger aldrig sit rigtige navn, sommetider kan han endda glemme hvad hans forældre kaldte ham. Hos specialstyrken var han et nr, et nr der nu er slettet og som heller aldrig vil blive brugt igen. Hans fortid findes ikke fordi han ikke findes og derfor bruger han kun forskellige kaldenavne. Sommetider navne han selv finder på men oftere navne andre giver ham.

 

Han er 170 høj, hans hårfarve skifter som han ønsker det men er oprindeligt sort. Han går op i sit udseende til en hvis grænse og når han laver nogen form for motion er det for forfængeligheden og ikke sundheden. Han bruger farvede kontaktlinser så han øjenfarve skifter også, sammen med hans stil. Han har en sommerfugle tatovering på brystet og et lille låg bag højre øre dækker et hul til det stik han kan bruge til at forbinde sig til sin computer. Han har et bredt smil som nogen kan finde foruroligende og smilehuller. Han er slank af bygning.

 

Han kan virke umoden på nogle punkter, hvilket dels skyldes at han har svært ved helt at fokusere fordi han synes alt går for langsomt og dels skyldes det at hans udvikling af sociale kompetencer blev hæmmet af hans tid hos specialstyrken. En tid som han mest brugte for sig selv eller mellem folk som kun gav ham ordrer. Han ved ikke altid hvornår han sårer folk eller hvad der er upassende at sige og derfor føles han på nogen måder barnlig og måske endda dum. Han er alt andet end dum og når han mener alt går for langsomt og han bliver rastløs er det snarere fordi hans hjerne arbejder hurtigere end der altid er hensigtsmæssigt. Han forklarer det selv med at i hans hoved er der flere af ham, som alle sammen kan lave forskelligt på samme tid.

 

Han lever et rastløst liv med fester, dårlig kost og skiftende bekendtskaber. Han bor i øjeblikket i kælderen under tøjforretningen "UnderDog", bagerst, bag lageret, og skiftes mellem hvilken udgang han bruger. Han er en blanding mellem skødesløs og altid på vagt og han er altid mere opmærksom end han virker. Han har ingen mål og ingen principper. Han lever i nuet for han forventer ikke at leve længe nok til andet. Enten får sygdommen ram på ham eller også gør regeringen og derfor har han svært ved alle former for langvarige planer. Han har ikke haft nogen alvorlige forhold og han knytter sig kun begrænset til folk siden han forventer kun at kende dem kort. Det er både hans styrke og hans svaghed.

 

Han hører næsten altid musik og selv når han snakker med folk har han oftest en earbud i det ene øre og kan finde på pludseligt at synge med på en linie eller to. Det er mindre uhøfligt end folk tror for musikken hjælper ham med at holde sig nærværende ved samtalen. Eller, mere nærværende end han ellers ville være.

 

Historie:

"Hr. General, vi har et… problem"

Ordene kommer uvilligt. Han ved ikke hvordan han skal formulere sig så det ikke virker som om han har kvajet sig nok til en afskedigelse og samtidig formidler alvoren.

"Et problem?"

Generalen svarer med en næsten ligegyldig ro men under roen er der iskold, kalkulerende mistro, som altid. Han bider sig i kinden, han kan ikke bakke ud nu, han må fortælle det som det er.

"En af… efterforskerne er… væk"

"Væk?"

Igen, samme ro, samme kulde.

"Han stod for noget… IT. Han er forsvundet"

"Ingen forsvinder, find ham. Er han bevæbnet?"

Roen er ved at forsvinde men kulden er der stadig.

"Det er det… han er virkeligt forsvundet. Der er ingen papirer på ham, han er ikke i nogen systemer, ikke engang i fødselsregistret. Han er væk… Vi har ikke givet ham et våben for… han var jo… intern og… han blev ikke mental godkendt til det"

Længe før den samtale fandt sted fandt en anden sted, da to mænd fra regeringen fortalt Thomas´ forældre at deres søn var omkommet i en ulykke. Det var lettere at fortælle dem det end at regeringen havde opdaget at en 12 årig var sluppet igennem deres It sikkerhed. Det var lettere end at fortælle at de beholdte drengen.

 

Thomas voksede op i udkanten af Askara med forældre der havde næsten jammerligt normale liv. Alt var jammerligt normalt. Skolen, vennerne, selv naboen der altid gik tur med hunden på de samme tidspunkter. Det var det der fik Thomas til at prøve kræfter med statens sikkerhed. Han havde ikke noget mål andet end at se om han kunne og se hvad der skete. Han havde bare fået ideen og så var der vel ingen grund til ikke at udføre den.

 

Senere, over 10 år senere, sad Thomas i kælderen hos specialstyrken og arbejdede, som han altid gjorde, med at udvikle ny overvågning, nye måder at spore sygdommen. Sygdommen som han succesfuldt havde sporet i hvert fald et sted, hos sig selv. Mens han sad ved computeren opdagede han pludseligt dråber af blod der falder på tastaturet. Hans blod. Han vidste hvad det ville betyde og han vidste at han allerede er forsvundet en gang. Forsvandt han længere ind i systemet vidste han at han ikke kommer ud igen så han valgte selv at styre sit forsvindingsnummer denne gang. Han slettede alle spor af sin eksistens, han brugte de talenter som han ellers havde været modvillig mod at dele med specialstyrken. Ikke bivirkningen ved sygdommen, den frygtede han kan spores, bare de talenter han havde udviklet i alle de år i specialstyrkens kælder. Han slettede sig selv fuldkomment. Han forlod stedet uden andet end det tøj han havde på, en uniform som han smed så snart det lykkedes ham at stjæle noget tøj.

 

Siden den dag har han levet i Askara, i centrum, hvor der sker noget, hvor musikken pulserer, hvor der altid er fremmede. Han udvikler altid på sine talenter og holder sig altid skjult. Nye mennesker, et nyt navn, stilen bliver skiftet, ofte og drastisk men altid noget der på ham, virker naturligt. Noget der får folk til måske at se tøjet, men glemme hans ansigt.